fredag den 17. februar 2012

ARKIV: Gallakjole i empiresnit, Oktober 2006


Den første ud af tre gallakjoler lavet til et modeshow til et liverollespil. Denne her lavede jeg til mig selv, men måtte tilføje stropperne senere, da kjolen ellers faldt en smule ned.
Billedet er fra min fasters sølvbryllup.

Kjolen er lavet af chiffon og foerstof, kantet med perler.

søndag den 12. februar 2012

Grønt corset

Efter at havde lavet det turkis corset erkendte jeg, at jeg vil have et corsetmønster der er fuldstændig modeleret efter mine mål. Det turkis, det musel-malede og det røde corset er alle lavet efter truly victorians corset-mønster, og selvom de sidder udemærket (jeg har jo modificeret mønsteret til dem alle sammen) så sidder de ikke perfekt.

I november lavede jeg derfor et nyt mønster baseret på et gammelt corsagemønster jeg lavede til mig selv da jeg gik på Textilskolen i Holte. For at få et så realistisk mønster som muligt, brugte jeg corsagedrejl til at teste og tilrette mønsteret i, og da jeg var færdig stod jeg tilbage med stofstykker der ikke helt passede til et fuldt overbust corset, men fint kunne laves om til et underbust.

Det dyre stof skulle jo ikke gå til spilde, så de blev kombineret med et par rester fra da jeg syede min brudekjole og voila! Et lækkert olivengrønt corset!
Corsettet går til lige under brystet, så overkanten dækkes af bh'en. Det er lavet i to lag corsagedrejl og har et taljebånd indsyet, så det er ekstra solidt i taljen. Stiverne er som sædvanlig 7mm spiralstivere og 7 mm blød fjederstål på hver side af snørrehullerne. Kanterne er syet med bomuldskantebånd dækket med silke der er klippet på skrå af trådretningen. For at få så pæne kanter som muligt har jeg syet den endelige syning på kantebåndet i hånden, så det ikke kan ses fra forsiden.


 
Lidt billeder fra processen:

fredag den 10. februar 2012

ARKIV: Min første viktorianske kjole, januar 2006

Kjolen er lavet af mørkegrøn bomuldsfløjel der ikke er riflet, og en grågrøn viskose-taft der tog mig en krig at finde. Oprindeligt var det planlagt at der skulle en masse flæser og sløjfer på kjolen, da de originale kjoler fra viktoriatiden ofte var læsset til med det. Men da kjolen var nået dette stadie, syntes jeg det var synd at ødelægge en pæn kjole ved at overgøre det.
For at kjolen får den karakteristiske form må man indenunder have korrekt undetøj. Dvs et korset og en rumpepude.

PT skal kjole lægges ca 5 cm ind i taljen for at passe perfekt, og undgå de rynker man kan de på ryggen.


fredag den 3. februar 2012

ARKIV: Gallakjole i tyl, vinter 07/08

En sort gallakjole i satin og brydetyl, syet til nytårsfesten på Studentergården vinteren 07/08.
Kjolen er inspireret af en rød kjole brugt i Magasins reklamer op til jul. Da tyl effekten er meget i øjnefaldende i sig selv valgte jeg at skifte farven til sort for at den ikke blev alt for spraglet i designet. Det viste sig at 98% af alle pigerne til festen havde sort på, så kunne nok godt havde valgt rød eller måske grøn alligevel.



fredag den 27. januar 2012

ARKIV: Elfquest sæt i svinespalt, forår 2005

På mit højskoleophold på Håndarbejdets fremmes skole i Holte, skulle vi sy en 'kollektion', dvs 2-3 stykker tøj der matchede. Da jeg skulle til Rom i en trediedel af den tid vi havde til projektet, lavede jeg dette sæt.

Dragten er lavet i to dele:
En korsage med skørt, og en løs kort jakke. Begge er lavet i svinespalt, også kaldet svineruskind, i en lys og mørk brun. Korsaget er stivet med reglinebånd og forstærket med bomuldslærred. Alle syninger er stukket efter ca. 2 mm ved siden af, for at holde sømrummet på plads på bagsiden. Svinespalt har et meget 'slasket' fald, og passer godt til Wendy Pinis måde at tegne fald i lædertøj.

søndag den 22. januar 2012

Den viktorianske påfuglekjole

Så er jeg endelig færdig med den kjole, der om noget er indbegrebet af Larger than Life!



Kjolens historie er lige så lang som Larger than Life's:
Tilbage i efteråret 2010 begyndte jeg på de indre lag, hvor jeg brugte det røde korset, byggede en crinoline og syede en petticoat til at holde skørtet ud. Jeg lavede også overdelen og skørtet på kjolen, men fik aldrig dekoreret dem, eller lavet de sidste detaljer.
Da kjolen ikke var bestemt til et specifikt arrangement, blev den pakket væk da andre mere presserende projekter begyndte at hobe sig op. Siden da har den ligge på arkiv i kælderen, men har altid været min store kjoledrøm, -kjolen jeg bare MÅTTE eje.

I januar 2012 fandt jeg endelig kjolen frem igen, og fik lavet den færdig!
Kjolen er næppe autentisk 1865 som silhouetten ellers passer til, men den er lige præcis det jeg vil have. Jeg er blevet så glad for den, at jeg nok kommer til at lave flere kjoler efter samme mønster, men nu må vi se hvornår jeg får tid til det.

Lidt om kjolen:
  • Yderlaget er syet af silke fra Goa, det blev købt til at matche øjet på de 300 fjer jeg købte på samme tur. Da silken er meget tynd er den flatlined med bomuldslærred for at give det mere tyngde.
  • Overdelen har en aftagelig bertha (kravekant) med 5 fjer på. Berthaen er syet på med et enkelt sting på hver skulder, og lukkes med en lille krog på den ene skulder.
  • Der er 36 påfuglefjer på skørtet, der er syet fast på et separat stykke tyl der matcher kjolen. På den måde kan jeg sende skørtet til rens, uden at skulle bekymre mig om fjerene nu kommer hele tilbage.
  • Øreringene var oprindeligt ikke en del af sættet, men en gave fra min veninde Anne. Hun lavede et par af fjerene fra Goa om til øreringe, mod at hun også kunne få et par til sig selv.

mandag den 28. november 2011

Det turkise corset med BH skåle


Jeg må meget skamfuldt melde at dette corset har ligget et godt stykke tid i skuffen med færdige projekter uden at jeg har fået taget billeder af det. Som med så mange andre af mine syprojekter drømmer jeg om at holde et fotoshoot, hvor mine ting kan komme rigtig til deres ret.


Med det her projekt har jeg desuden måtte erkende at jeg har givet mig i kast med en beklædningsgenstand jeg på ingen måde kommer til at få brugt. Selvom bh-skålene dækker nærmest hele brystet og på den måde er relativt ærbare, er overall looket for det her corset meget burlesque, og meget lidt 'almindelig fest-tøj'.

Så slutningen på denne her historie bliver vist at jeg sætter corsettet til salg.