Viser opslag med etiketten pastel kjole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pastel kjole. Vis alle opslag

fredag den 28. januar 2011

Den lyserøde pastelkjoles endeligt...

Kan i huske hvor store problemer jeg havde med den lyserøde pastel kjole jeg arbejde på i efteråret? -De blev kun værre!


Da foeret blev syet i, kunne jeg konstatere, at jeg havde brugt en alt for stiv vlieseline til ærmegab og krave, og overgangen mellem de afstivede områder og resten var MEGET tydelig. Derudover rynkede kjolen rigtig meget på ryggen, -hvilket hovedsageligt skyldes at jeg havde brugt mit gamle grundmønster til kjolen, der helt basalt er uddateret og ikke passer ordenligt.
Endeligt fik jeg kun problemer med de satinbånd og fløjelsbånd jeg ville sy sammen til et bælte, de rynkede ad H til!

Alt i alt led kjolen en tragisk men uundgåelig død, og røg i skraldespanden rub og stub. Petticoaten kan dog sagtens genbruges, og da det fantastiske pastel teaparty endnu ikke er afholdt, er der stadig mulighed for at en ny pastel kjole vil rejse sig af asken som en ny fugl fønix.
Når det sker, vil jeg nok være super inspireret af McCalls nemme 50'er kjolemønster, der både var i trykken dengang, og nu. Jeg vil dog lave den ud fra mit nye grundmønster, da den er super nem at lave!

tirsdag den 21. september 2010

To accessorise...

Efter at havde rodet rundt med lyserøde pastelkjole kom jeg til at gruble over hvilke accessories jeg skulle bruge til kjolen, og hvad der generelt ville passe til:

Af sko fandt jeg mine brudesko, som desværre er lidt hærgede på hælen. Med 8 cm hæl giver de kjolen et ekstra lille spark, der passer godt til. 


Inspireret af Dita von Tease fandt jeg også mine cremehvide operahandsker frem: Lange satin handsker med tre små knapper ved håndledet så man kan få hånden fri uden at tage handskerne af. 

Jeg havde oprindeligt planlagt at bruge et mørkelilla fløjlsbånd til bælte til kjolen, men det bliver skiftet ud med et cremefarvet satinbånd.

Til håret har jeg besluttet at sy en sløjfe, der kan sættes fast på en høj hestehale. -

Sidst men ikke mindst gik det op for mig, hvilken film alt det her minder mig om: Stepford Wives, -en horror/komedie med Nicole Kidman, hvor intelligente kvinder bliver hjernevaskede til 'perfekte' housewifes.

Så i bedste housewife-stil vil jeg nu bringe opskriften på familiens æbletærte, der så absolut kan anbefales!

Æbletærte

Dej:
1 æg
200 g mel
100 g smør
75 g sukker
100 g marcipan
Korn fra en stang vanille (evt. 1 skf. Vanillesukker)

Fyld:
2-3 æbler skåret i skiver
kanelsukker

Bland alle ingredienserne til dejen og fyld den i en tærteform. fordel æblestykkerne pænt over dejen og drys med rigeligt kanelsukker.

Bag tærten ved 200 grader i ca 30 minutter.

fredag den 17. september 2010

pastel teaparty dress

Nu har kjolemønsteret ligget i skabet lige siden studiestart, og det er på tiden at komme igang med det igen.
Jeg fik syet kjolen op i prøvestof, og sådan ser den ud på en gine:


Bemærk hvordan kraven er alt for lille, og hvor korte ærmerne er i forhold til Ditas ærmer, ligesom jeg beskrev i sidste post om den her kjole.


Nu har jeg forhåbentlig rettet alle delene til, så det passer, og jeg er begyndt at sy den i det endelige stof. Det gik nogenlunde, helt frem til at jeg skulle sy foer i, hvorefter at jeg opdagede at jeg havde lavet noget galt: De to sider i kraven går ikke lige langt ned på kjolen!


Frem med opsprætteren, og ret den korteste til, så den går lige så langt ned foran, som i den anden side. Suk.
Nu må vi se hvordan det går...

Under syprocessen valgte jeg i øvrigt også at sy skørtet på i forlængelse af overdelen. Det fungerer ok, med nogle få skønhedsfejl:
Skørtet består af en såkaldt fuld sol, dvs en hel cirkel med et hul i midten, hvor kroppen stikker igennem. Jeg har klippet solen op foran, sådan at den kan åbnes og lukkes sammen med overdelen, -vældig smart tænkt skulle jeg mene. MEN! Overdelen overlapper en del foran, sådan ca. 6 cm. Det er sådan ca 9% af hele omkredsen i taljen. Når jeg så syer skørtet fast hele vejen rundt på overdelen, betyder det, at der er en 5 dele af kjolen på bagsiden, men 6 dele af kjolen på forsiden. Dette påvirker hvordan skørtet falder, men jeg kan stadig ikke gennemskue om det kun er mig selv der kan se det.

Når kraven er rettet til er næste punkt at sy foer i kjolen. Jeg har heldigvis en rest lyserød foer-satin, så det vil jeg bruge her.

onsdag den 1. september 2010

Mønster konstruktion


Så er jeg gået igang med at koonstruere mønsteret til overdelen på pastel kjolen. Jeg har taget udgangspunkt i en kjole jeg fandt på nettet, båret af Dita von Tease:

Jeg kan desværre se, nu hvor jeg kom hjem til computeren, at jeg har lavet ærmerne for korte i mit mønster. Oh well, det burde være relativt nemt at rette til.

I øvrigt endte jeg med at købe satinen i støvet gammelrosa fra stof2000 til kjolen. Helt sikkert pastel, men ikke fuldstændigt ude af kontrol. I øvrigt glemte jeg at købe sytråd med, og måtte derfor forbi en sybutik jeg hele tiden glemmer ligger her i Nordvest kvarteret. Der havde de et hav af ternet stof, sådan nogle picnic dugs tern, der ville være super fede at havde lavet kjolen i. Desværre havde jeg købt al det stof jeg skulle bruge, så holdt mig til min ene lille sytråds rulle.