søndag den 23. september 2012

Den stribede Gil Elvgren kjole

Jeg er klar over, at der ikke er sket meget her, men det skyldes at jeg har brugt sommeren på at flytte i hus. Forhåbentlig sker der snart lidt mere, når vi er færdige med at bore i vægge og installere ting og sager...

I mellemtiden kan I få et par billeder at min stribede Gil Elvgren kjole, som jeg trods alt nåede at få taget billeder af:



lørdag den 16. juni 2012

Frynser til den brune promenadekjole

Som man kan se på original kjolen, så skal der bruges en del frynser på boleroen, for at få samme look:
Det har desværre været helt umuligt at skaffe frynser der matchede farverne på min kjole, så jeg er gået igang med et lille eksperiment: Kan jeg selv lave frynserne?

Her er lidt billeder fra processen:
 
 

Jeg glæder mig meget til at se resultatet!

søndag den 10. juni 2012

Tilretning af den viktorianske petticoat


Eftersom petticoaten stikker ud under min brune kjole, og generelt har en tendens til at hænge lidt skævt, har jeg rettet den lidt til.

Siden jeg oprindeligt lavede skørtet tilbage i 2010 er der kommet endnu en flæse på i toppen for at give lidt bulk og kontrast til taljen. Den ekstra flæse har nu måtte lade livet til fordel for en 5 cm afkortning af skørtet (klippet af oppefra), og et trådlige bærestykke.
Et af hovedproblemerne med petticoaten er, at jeg aldrig har syet et bærestykke på. Det betyder at ca. 2/3 af det der fungerer som bærestykke er klippet på skrå af trådretningen.
Umiddelbart lyder det ikke som det store problem, men stof klippet på skrå af trådretningen er strækbart, og med et så tungt skørt, blev taljeåbningen hurtigt større. Jeg har midlertidigt haft en sikkerhedsnål til at tage sig af lidt af problemet, men så længe jeg ikke løste det, så ville taljeåbningen blive ved med at blive større.

Forhåbentlig synker skørtet ikke mere nu, og det burde i hvert fald ikke stikke ud under yderkjolerne mere.

fredag den 8. juni 2012

Blusen


 Blusen til den brune promenade kjole er lavet efter TV440 Pagoda Bodice, men med modificerede ærmer og skød. Som man kan se af mønsteret til den originale kjole har blusen ingen ærmer oprindeligt, så her måtte jeg improvisere lidt.


TV440 fra Truly Victorian                 Mit modificerede ærme

Mønsteret på den originale kjole fra tidens tøj.

Blusen blev testet ligsom resten af kjole til bagjulefrokosten, og jeg erkendte at den skulle rettes lidt til: Nederst på ryggen gaber blusen en del, dette skal tages ind. Ærmerne skal også rettes til et mere autentisk mønster, men så burde blusen også være i fin form.

tirsdag den 29. maj 2012

Gil Elvgrens pin-up piger


Jeg er svært glad for 50'er pin-up stil, og især Gil Elvgrens kalenderpiger fra 40'erne og 50'erne. Derfor har jeg i et stykke tid prøvet at lave nogle af kjolerne fra hans kalender-billeder. De første par forsøg gik ikke vildt godt, men her i min ferie i Maj lykkedes det mig at få en af kjolerne på plads!

Det lækre ved de kjoler der ofte optræder i Elvgrens billeder er også 'rigtige' kjoler, dvs kjoler man rent faktisk kan have på en sommerdag hvor man dresser en smule op, men hverken skal til fest eller klædes ud. I billederne poserer pigerne så 'frækt', (det var det jo i samtiden), men i dag fremstår de næsten uskyldige eller ihvertfald naive. 
Nu hvor jeg poster billeder af mig selv ved siden af Elvgrens piger vil jeg i øvrigt meget gerne minde om, at maleren var ivrig bruger af datidens photoshop-slankekur og redigerede malerierne til ret 'æstetiske' mål.
 

Som sædvanligt vil jeg vildt gerne lave et fotoshoot med den her kjole, med korrekt undertøj (til silhouetten) og fine røde sko og retro makeup og hår. Eller i det mindste bare med makeup og strømper på:)



fredag den 4. maj 2012

Et lille lommetørklæde

En del af den ønskeliste jeg har for mit civil-war outfit er et lommetørklæde. En lille detalje, der enten nemt kan udelades eller løses med et billigt indkøb, men som jeg selvfølgelig skal gøre besværlig...

Jeg fik min mand til at købe en pakke hvide lommetørklæder med hjem fra en herretøjsbutik, og vaskede dem så de ikke vil krympe mere. Så håndsyede jeg en blondekant på fra Handler Textiler, med ca 4 sting pr cm. Det bliver ca 560 sting for et 35*35 cm lommetørklæde, hvilket jeg ikke lige havde tænkt over da jeg gik igang...
Ved at håndsy blonden på så fint kan den sys på uden at overlappe med selve lommetørklædet og derved få en endnu finere tekstur.


Jeg er vældig glad for mit lommetørklæde, men laver nok kun det ene. Hvis jeg rent faktisk får brug for ekstra, hugger jeg resten af de blondefri vi har liggende og er en smule ufashionabel.

søndag den 29. april 2012

Boleroen

Boleroen afviger relativt meget fra den originale promenadekjole.

På den oprindelige kjole har boleroen lange ærmer, med dekorative kantebånd til at give illusionen af ærmer. Under den bæres en vest, der kun er beregnet til at ses på mavepartiet.
På grund af stof-mangel har min bolero ingen ærmer, men bæres istedet over en langærmet bluse.

 Til venstre: Den originale kjole fra tidenstoej.natmus.dk. Til højre: Min foreløbige version.

For at lave mønsteret til min version støttede jeg mig igen til informationerne på www.tidenstoej.natmus.dk hvor mønsteret på den originale kjole var lagt op:

 Jeg havde flere forskellige mønstre fra Truly Victorian på lager, og valgte at modificere TV440 Pagoda Bodice til at passe med mønstrene på tiden Tøj.



Alle mønsterdelene blev klippet i både den lyse uld og det grønne bomuldsstof jeg bruger til at flatline. For at give lidt dekoration syede jeg baner af det mørkebrune uld på langs kanten, og foran brugte jeg hægter til at lukke boleroen med.

 
Efter at havde prøvet boleroen til den bag-julefrokost jeg brugte den til, må jeg erkende at jeg er bredere over brystet end for 2-3 år siden. Det betyder at boleroen er en smule snæver og risikerer at krybe op, så der dannes folder.
Derfor er min plan at fjerne alle de brune bånd og fjerne oplægget hele vejen rundt lans underkanten, fronten og halsen. I stedet laver jeg kantebånd af den brune uld og sætter på hele vejen rundt, hvilket skulle gøre boleroen en smule længere og bredere foran. Jeg er virkelig glad for frynserne på originalkjolen, så dem vil jeg også se om jeg kan få inkorporeret i min version, sammen med de fine brune blomster.