mandag den 5. november 2012

Den ternede kjole -en start

Så fik jeg endelig taget et par billeder af mit næste projekt. 
Jeg er gået igang med en 1860'er kjole, som kan bruges om dagen. Med den kommer jeg til at have en indendørskjole, en promenadekjole og en balkjole. Så burde jeg kunne klare det meste til viktoriansk reenactment!

Her er de første skitser fra min elskede skitsebog. Bogen går tilbage til 2009, og indeholder stort set alle mine skitser af kjoler jeg drømmer om at lave. Nogle ting er realistiske, andre helt hen i vejret.Hvad der dog er meget almindeligt, er at der sammen med en designskitse er beregninger og konstruktionstegninger, som for mig er en stor del af skitsestadiet. Rent udseende giver ikke mening for mig, jeg skal have en ide om hvordan jeg kommer der til. Nederst på skitse-siden her, kan I se skitserne til den cirkulære krinoline der skal være under skørtet, sammen med skitser af petticoaten.


Projektet her startede allerede i foråret, og jeg nåede derfor faktisk at færdiggøre både krinoline og petticoat, som I kan se nedenfor.
Petticoaten afviger fra den oprindelige skitse i, at den har en ekstra bræmme for oven, der er 2xomkredsen af krinolinen, ligesom den nederste bræmme. Dette skjuler stiverne i krinolinen bedre, og giver en blødere silouet.


Jeg glæder mig til, at huset er tættere på færdigindrettet. Så kan jeg få tid til at sy skørtet, og alle de andre ting, der hører til projektet: skærf med sløjfe og blonder, kyse med blomster, parasol med flæser... Til det moderne øre lyder de ting her forfærdelige, men på sådan en kjole her, passer de virkelig ind!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar