fredag den 4. februar 2011

Det der med corsetter...

Jeg har fået en del spørgsmål gennem årene om hvor jeg har lært at lave corsetter. Med undtagelse af et kort halvt års ophold på Textilskolen i Holte, så er svaret: Nettet.
Her er der derfor en kort introduktion til emnet, at en masse lækre links!

Hvad er forskellen mellem et corsage og et corset? 
Et corsage sidder tæt på kroppen, men modificerer den ikke. Et corset modificerer formen på kroppen, fx ved at snørre taljen ind.

Hvilke materialer anbefaler du til at lave corsetter i?
Som bærende stof bruger jeg det stof der kaldes 'drejl', som jeg indtil videre kun har kunne finde hos Handler textiler i København. Udenpå det bærende stof bruger et pænt yderstof, som kan være lavet af hvad som helst, bare det er vævet og ikke strikket.

Som stivere bruger jeg udelukkende metalstivere! Plastikstivere som rigelenebånd bliver bløde og ændrer form når de opvarmes af huden, så de er rigtig dårlige at bruge, når det er dem der skal forme dig, og ikke omvendt! Jeg foretrækker de metalstivere der kaldes spiralstivere, da de kan bøjes til alle sider, men beholder deres form uanset hvad man gør ved dem. Den eneste undtagelse er de stivere der sidder lige omkring snørrehullerne. De skal være den slags metalstiver der kaldes blød crinolinestål eller blød fladstål. Denne type stivere kan ikke bøje til siderne. Både spiralstivere og blød fladstål fås hos Handler textiler i flere bredder. Husk at købe de små metalender kaldet dubsko, -de beskytter stoffet mod de skarpe kanter på metalstiverne.

Spiralstivere fra handler textil.

 
Fladstål fra Handler textiler.

Som lukkesystem foran bruger jeg en 'planchette', på engelsk en 'busk'. De fås tilsyneladende også kun hos Handler textiler.
Planchetter fra Handler Textiler.

Til snørrehullerne bruger jeg klassiske hul-nitter, men sætter dem i med den tang man kan købe til. Hvis man sætter nitterne i ved at slå dem i med en hammer, er der alt for stor risiko for at de bliver skæve, og med skarpe kanter. Efter al arbejdet med resten af corsettet er der ingen grund til at lege russisk roulette med snørrehullerne. Det er desuden vigtigt at der er minimum en, gerne to stivere lige opad snørrehullerne. det forhindrer corsettet i at rynke sammen, når man snørrer det op. Som beskrevet tidligere, skal man her bruge fladstål som stivere. Det er for at undgå at corsettes snørres ujævnt sammen, så åbningen bagved varierer i bredde. Hvis åbningen varierer, slider det unødigt meget på stoffet, og corsettes går hurtigere i stykker. Ved at bruge fladstål holdes åbningens kanter lige, og derved holdes åbningen også lige.

 Tang og snørreringe fra stof2000.


Hvor har du dine corsetmønstre fra?
Jeg har flere forskellige. En del af mine mønstre har jeg lavet ud fra mit corsagemønster. Det vil sige, at jeg har ændret mønsteret, så taljen blev mindre, og derfor snørrede min egen talje ind.
Jeg har også købt et mønster fra Trulyvictorian.com, som jeg er rimelig tilfreds med. Truly victorians mønster giver mulighed for at justere mønsteret alt efter hvor stor skålstørrelse man har, og det er betydeligt bedre end hvad der ellers er på markedet.
Endelig har jeg fået bogen Corsets and Crinolines, skrevet af Norah Waugh, der indeholder nedskalerede mønstre af forskellige historiske corsetter, corsager og lignende. Jeg har endnu ikke prøvet at sy et af corsetterne fra denne bog, men glæder mig meget.

Links
Joanne Arnett blogger om hendes projekt med at sy sig igennem alle corsetterne i 'Corsets and Crinolines', og hendes blog er helt sikker værd at læse:

Joanne er også skribent på siden foundations revealed, der dog kræver betalings medlemsskab for at kunne læse alle artikler på. De har dog et par artikler der er gratis, inklusiv to artikler om at lave corsetmønstre, der helt klart kan anbefales! 'Drafting your own corset' er for helt nybegyndere, mens 'The Corsetmaking Revolution plus Corset Drafting Masterclass' fortæller hvordan man kan lave personlige corset-mønstre fx fra bogen Corsets and crinolines! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar