mandag den 22. oktober 2012

Det mussel malede korset

I sensommeren var Sissela Ørnholt Johansson og jeg ude og skyde billeder for første gang sammen.

Planen var, at vi skulle tage nogle billeder af påfuglekjolen i Frederiksberg have, og måske støde ind i de levende påfugle der tusser rundt derude. Inden vi nåede så langt, blev vi dog inspirerede af det undertøj jeg bruger til de store viktorianske rober. Mit eneste nuværende overbust corset er det musselmalede, og kombineret med krinolinen og lidt af Sisselas tøj var det mere interessant at lege med.

mandag den 15. oktober 2012

Den gule housewife kjole

Siden dengang jeg syede til det pastel tea-party jeg skulle til, har jeg drømt om en lækker 50'er kjole i let pinup stil. Stort skørt, søde accessories, højt hår og rød mund.

I foråret fik jeg syet kjolen, og her i sensommeren fotograferet den.

Kjolen består af en tætsiddende overdel (samme mønster som den stribede kjole), syet på en fuld cirkel underdel. Det gule stof er meget tyndt, så det er syet sammen med et hvidt lag bomuldspoplin for at gøre det mindre gennemsigtigt og give et bedre fald.
Under kjolen bruger jeg den hvide petticoat der hørte til det oprindelige projekt, men jeg har kortet den af, så den kun er 60 cm lang, og derved IKKE stikker ud under kjolen. Jeg prøvede den med kjolen en enkelt gang hvor den var 10 cm længere, og det så virkelig dumt ud. 
Af accessories har jeg et par falske blomster fra H&M og et par gule pumps jeg købte til 100 kr via trendsales. Forklædet var en sidste øjebliks indskydelse, men jeg syntes det passer ret godt til.

Fotograf: Steffen Lefort Photography: www.steffenlefort.com



Kjolen er i øvrigt kraftigt inspireret af det her billede fra Gil Elvgren: 

mandag den 8. oktober 2012

Påfuglekjolen på tur

Så blev den viktorianske påfuglekjole luftet til et fotoshoot, og her er lidt billeder fra det. Fotografen er Sissela Ørnholt Johansson, med Lars Winther Schmidt fungerende som assistent denne gang.


 Billeder taget af Sissela Ørnholt Johansson: https://www.sissela.dk/

mandag den 1. oktober 2012

Den brune promenade kjole -endelig færdig!

 
Billede taget af Sissela Ørnholt Johansson: https://www.sissela.dk/

Så fik jeg endelig tid til at færdiggøre kjolen.

Efter en del grublen erkendte jeg, at for at den her kjole ikke bare skulle være en halvdårlig kopi af originalen, var jeg nødt til at gå mine egne veje med designet. Dette førte til, at skørtets dekoration blev ændret markant, og som konsekvens hele looket for kjolen.

 Billede taget af Lars Winther Schmidt: www.LARSWS.dk

Billede taget af Sissela Ørnholt Johansson: https://www.sissela.dk/

Boleroen fik skiftet kantebåndet, monteret frynser (det virkede!) og knapper betrukket med samme stof som kjolen. Blusen blev taget ind ved taljen, og skørtets bærestykke blev foldet ud så det dækkede mere af taljen, samtidig med at det blev gjort smallere.

Endelig fik jeg prøvet at lave en paraply/parasol der matcher!
Stellet er en 30 kr paraply fra Tiger, hvor jeg har taget stoffet af, kopieret mønsteret og syet det i matchende stof. Det er desværre ikke den samme lækre uld som kjolen (det havde jeg jo for lidt af), men en polyester til 40 kr der næsten matcher. Desuden fandt jeg ud af, at stellet er ret skrøbeligt. Det gik i stykker under 24 timer efter at paraplyen var færdig, men det kan have noget at gøre med, at jeg kastede med den under det fotoshoot hvor billederne er fra. Jeg må se om Tiger stadig fører den paraply, og ellers må jeg se om jeg kan reparere det med lidt ståltråd og sort tape. Jeg skal i hvert fald have matchende paraplyer til mine fremtidige viktorianske designs!
 
  Billede taget af Lars Winther Schmidt: www.LARSWS.dk

Bemærk i øvrigt de lækre billeder! Jeg var så heldig at komme med på Fotoshoot med  Lars Winther Schmidt og Sissela Ørnholt Johansson. Vi tog til parken ved Hørsholm kirke, hvor der var fotohygge med en masse fotografer og modeller. Jeg er ikke model, men med det rettet tøj kan man være heldig at finde nogle gode fotografer der vil lege med en. Og det må jeg sige at jeg var. 

Så forvent at der kommer en del bedre billeder af kjolerne her på bloggen i fremtiden. Work in progress er stadig mig der knipser med det lille kamera, men af og til kan det ske at kjolerne kommer med på fotoshoot igen.

søndag den 23. september 2012

Den stribede Gil Elvgren kjole

Jeg er klar over, at der ikke er sket meget her, men det skyldes at jeg har brugt sommeren på at flytte i hus. Forhåbentlig sker der snart lidt mere, når vi er færdige med at bore i vægge og installere ting og sager...

I mellemtiden kan I få et par billeder at min stribede Gil Elvgren kjole, som jeg trods alt nåede at få taget billeder af:



lørdag den 16. juni 2012

Frynser til den brune promenadekjole

Som man kan se på original kjolen, så skal der bruges en del frynser på boleroen, for at få samme look:
Det har desværre været helt umuligt at skaffe frynser der matchede farverne på min kjole, så jeg er gået igang med et lille eksperiment: Kan jeg selv lave frynserne?

Her er lidt billeder fra processen:
 
 

Jeg glæder mig meget til at se resultatet!

søndag den 10. juni 2012

Tilretning af den viktorianske petticoat


Eftersom petticoaten stikker ud under min brune kjole, og generelt har en tendens til at hænge lidt skævt, har jeg rettet den lidt til.

Siden jeg oprindeligt lavede skørtet tilbage i 2010 er der kommet endnu en flæse på i toppen for at give lidt bulk og kontrast til taljen. Den ekstra flæse har nu måtte lade livet til fordel for en 5 cm afkortning af skørtet (klippet af oppefra), og et trådlige bærestykke.
Et af hovedproblemerne med petticoaten er, at jeg aldrig har syet et bærestykke på. Det betyder at ca. 2/3 af det der fungerer som bærestykke er klippet på skrå af trådretningen.
Umiddelbart lyder det ikke som det store problem, men stof klippet på skrå af trådretningen er strækbart, og med et så tungt skørt, blev taljeåbningen hurtigt større. Jeg har midlertidigt haft en sikkerhedsnål til at tage sig af lidt af problemet, men så længe jeg ikke løste det, så ville taljeåbningen blive ved med at blive større.

Forhåbentlig synker skørtet ikke mere nu, og det burde i hvert fald ikke stikke ud under yderkjolerne mere.